Tips og tricks til optimering af din hjemmeside, AdWords annoncer og digitale markedsføring.

søndag den 15. februar 2009

Forberedelse til ny eller redesign af eksisterende hjemmeside

Hvad enten du er ved at udarbejde en helt ny hjemmeside, eller du er ved at redesigne en eksisterende hjemmeside, er der en række punkter du ikke kan (eller bør) komme uden om.

Det betaler sig rigtig godt, at gøre forarbejdet så grundigt som muligt, og det behøver ikke at være svært. En stor del af forberedelsen kan du med fordel gøre uden at tænde for din computer. En A4 blok, en kuglepen og gule post-it sedler og du er godt i gang.

Beskriv formålet med hjemmesiden
Hvad skal kunden kunne læse – købe – skrive – eller?
Hvad er målet, hvad betragter du som et succesfuldt besøg?

Hvem er dine kunder?
Brug evt. persona modellen som inspiration
Hvilke andre sider besøger dine kunder typisk – altså hvor på nettet vil du kunne fange dem?

Brainstorm dig til de rigtige søgeord
Indbyd 2-3 kunder eller bekendte til at hjælpe dig med at brainstorme på hvilke ord dit websted skal findes på.

Listen må gerne blive rigtig lang, og som med al brainstorming skal al sortering af ord og ideer først ske efterfølgende. De rigtige søgeord er nøglen til al søgemaskineoptimering og markedsføring, for det er dem der skal trække trafik til din side.

Layout
Find eksempler på andres sider du godt kan lide, og nogle du ikke kan. Så er det lettere at forklare, hvordan dit websted skal se ud og fungere, og du kan let vise din webdesigner hvorledes du godt kunne tænke dig at din hjemmeside skal se ud.

Flowchart eller strukturdiagram
Brug ”Gule sedler” til at skitserer hver enkelt side i dit nye websted.
På hver seddel skriver du:
a) Sidens navn
b) 2 linjer om indholdet
c) 2-4 ord som siden gerne skal findes på

De gule sedler placeres så som en pyramide på et stort stykke karton, og du er nu ved at opbygge et flowchart eller struktur diagram, og kan derved let overskue hvorledes siderne skal ligge i relation til hinanden.

På den måde kan du let planlægge webstedet uden det koster noget, og det er meget lettere at flytte en gul lap på et stykke pap, end det er at flytte siden, når den først er lavet og lagt på nettet.

Et simpelt flowchart kan fx se således ud:
Med flowchart, eksempler på gode og dårlige sider samt en personas beskrivelse, er det forholdsvis enkelt for et web firma at give tilbud på opsætning af dit kommende websted.

Skriv indhold
Når du kommer til indholdet skal du sikre at tekster og billeder matcher din målgruppe.
Skriv kun sider med unikt indhold, og formuler indholdet så det matcher de personas individer du har udvalgt.

Skriv de ord som webstedet skal findes på ”det rigtige sted” på siden, så du får den bedste søgemaskineoptimering ad den vej.

Vedligeholdelse når du er kommet i gang
Hold siden opdateret og aktuel. Der er ikke noget værre end at komme til en side der ”Er under opbygning” eller hvor ”Fotografen er på vej”

Skab tillid på et splitsekund
Du har kun ca. 4 sekunder til at vinde din kundes tillid, og det kræver at webstedet fungerer optimalt – ellers går de bare et andet sted hen. Dine konkurrenter ligger kun et klik væk.

Lær af statistikken og af dine brugere
Du har sikkert et statistikmodul med til dit websted, men Google Analytics er et gratis alternativ som er super detaljeret – brug det!
Brug også ”Tænke højt test” til at sikre at indholdet fungerer i forhold til din målgruppe.

Specielt hvis du redesigner
Hvis du er ved at redesigne din hjemmeside, skal du især være opmærksom på den goodwill du allerede har hos søgemaskinerne. Hvad med adresserne på dine gamle sider, kan de evt. bevares eller kan du viderestille hver enkelt dokument til den nye adresse via server redirect 301 eller om du simpelthen vælge at starte helt forfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar